Nyheder

Balletdansende præst præsenterer Svanesøen

12. januar 2017

Johan -Hermann -RumpHvad handler Svanesøen egentlig om? Og hvordan forstår man en historie, når den bliver fortalt med dans? Sognepræst og tidligere balletdanser Johan Hermann Rump giver en introduktion til ballettens verden, inden klassikeren Svanesøen opføres af Den Russiske Nationalballet Moskva i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) tirsdag den 31. januar.

Når Svanesøen i slutningen af januar kan opleves i AKKC, har publikum også mulighed for at blive klogere på Tjajkovskijs balletklassiker. Her indbyder AKKC nemlig til en halv times introduktion, inden balletten danser over scenen. Til Svanesøen indledes også et helt nyt samarbejde med sognepræsten i Tversted/Uggerby, Johan Hermann Rump, som oplægsholder.

Sognepræsten, som selv er tidligere balletdanser fra Det Kongelige Teaters Balletskole i København, dykker ned i ballettens fascinerende verden, hvor publikum kommer helt tæt på historien om prinsessen, prinsen og den onde troldmand i Svanesøen. Introduktionen til balletten foregår i et sprog, hvor alle kan være med - uanset om publikum skulle være til deres første ballet eller har set mange forestillinger tidligere.

Svanesøen opføres af ca. 40 dansere fra Den Russiske Nationalballet Moskva, som er blandt de bedste kompagnier i verden. At det er et populært kompagni viser sig også i et flot billetsalg, og AKKC kan allerede nu melde forestillingen udsolgt. 

Publikum, som allerede har købt billet til den udsolgte forestilling, har stadig mulighed for komme med til introduktionen. De skal blot kontakte AKKC’s billetkontor på tlf. 99 35 55 66 eller billet@akkc.dk