Nyheder

Intimkoncert med hiphop & rap-legenden Jokeren

29. september 2017

JokerenJokeren er tilbage, og han giver intimkoncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag 21. oktober kl. 20 i Europahallen.

Der er lagt i ovnen til fællessang, når hits som Havnen, Spændt op til lir og Kun os to kan opleves i nye klæder i AKKC. Koncertens intimitet forstærkes ved, at publikum sidder ved runde borde under koncerten. 

Den kendte rapper kan tage æren for mange af de store danske rapklassikere, og nu kan han snart opleves i Aalborg. Jokeren går på scenen i Europahallen med to multiinstrumentalister og en DJ, og sammen fortolker de nogle af Jokerens største hits, som kan opleves i nye akustiske versioner.

Musikken krydres med anekdoter fra Jokerens mange år i musikbranchen, som efter sigende har budt på lidt af hvert. 

Til intimkoncerten i AKKC kan han opleves helt tæt på, hvilket er helt nyt for hiphop/rap-legenden Jokeren. Publikum er vant til at se rapperen på store festivalscener med liveorkester, hvilket ikke er tilfældet når han indtager scenen 21. oktober.

I Europahallen er der nemlig kun plads til 360 personer, hvilket sikrer en unik og intim oplevelse. 

Rapper i dansesko
Udover hans mange hits er rapperen kendt for at have levet et liv i overhandlingsbanen, hvor den ikke har fået for lidt. Denne livsstil/dette image forsøger han nu at ryste af sig, ved blandt andet at medvirke i det folkeelskede program Vild Med Dans som han i skrivende stund er aktuel i. 

Hans medvirken i programmet betyder, at han for tiden kan opleves i skinnende dansesko på gulvet i Vild Med Dans hver fredag, hvorfor det oprindelige tidspunkt for hans koncert er rykket fra fredag 20. oktober til lørdag 21. oktober i tilfælde af, at han har succes med dansen.