Nyheder

Midt om natten-musicalen fra Tivoli til AKKC

09. oktober 2017

Midt om nattenBiografsuccesen og alletiders bedst sælgende danske album i en helt ny musicalversion, kommer efter spilleperioden i Tivolis Koncertsal til AKKC med seks forestillinger i maj 2018. Billetterne sættes i salg 12. oktober.

I et stærkt samarbejde mellem Langkjær Entertainment, Live Nation, TIVOLI og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) er det lykkedes at få mulighed for at præsentere en af de mest spændende musicalnyheder i Danmark meget længe. Den nyskrevne musical, der får premiere i TIVOLI i marts næste år, rykker fra 9.-13. maj ind på Aalborghallens scene. Musicalen er baseret på filmen Midt om Natten, med manuskript af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen, mens scenebearbejdelsen i musicalen er af Heinrich Christensen.

- Det er simpelthen så dejligt, at vi har fået denne aftale på plads med alle parterne, så vi kan give nordjyder og andet godtfolk mulighed for at se Midt om natten på hjemmebane. Forventningerne til musicalen er tårnhøje, og med de superprofessionelle aktører, der producerer, tror vi på, at musicalen kommer til at begejstre, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Filmklassikeren Midt om natten, der er én af de største danske biografsucceser nogensinde og alletiders bedst sælgende danske album, bliver i foråret 2018 præsenteret i en nyskrevet musicalversion i Tivolis Koncertsal. Publikum kan se frem til kærlige gensyn med Benny, Arnold, Spacy og Susan Himmelblå samt en stjernerække af hits som Papirsklip, Haveje, Midt om natten og flere end 20 andre af Kim Larsens og Gasolins største hits. Premieren på Midt om natten finder sted 15. marts 2018 i Tivolis Koncertsal – 35 år efter Kim Larsen sendte det storsælgende album på gaden.

Historien bringes videre
Musicalen bliver ud over de mange kendte hits fra Midt om natten-albummet også krydret med stribevis af de største Kim Larsen- og Gasolin-hits som Kvinde Min, Langebro, Rita, Rabalderstræde og Tarzan Mamma Mia. Med afsæt i det originale filmmanuskript af Kim Larsen, Erik Balling og Henning Bahs vil publikum opleve den velkendte historie fra et nutidigt perspektiv. I musicalversionen får publikum nemlig et bud på, hvad der skete med Benny, Arnold, Susan Himmelblå og alle andre i tiden efter fribytterlivet på Haveje, når filmens handling genoplives i historien om en søn, der som voksen møder den far, han aldrig har kendt.

Stjernecast på vej
Langkjær Entertainment og Tivoli arbejder i øjeblikket på at sikre sig nogle af Danmarks bedste scenekunstnere til musicalen. Hvilke skuespillere og sangere, der skal udfylde rollerne som Benny, Arnold, Susan Himmelblå, Spacy og co. offentliggøres snarest. Der bliver tale om et stort ensemble med over 25 medvirkende og et stort orkester. Det bliver den Reumert-vindende sceneinstruktør Heinrich Christensen, der skal varetage instruktion og manuskript, mens Bill Holmberg står for koreografien og Marie ì Dali står for at skabe scenografi og kostumer.

En film der ramte vores sjæl
Forestillingens producenter, Nikolaj Koppel, underdirektør i Tivoli, og executive kreativ producent Thomas Langkjær, siger:

- Sjældent har et dansk album og en dansk spillefilm ramt den danske folkesjæl med samme urkraft som Midt om natten. Både album og film er i dag klassikere i den nyere danske kulturhistorie, og Kim Larsens mange hits har fået en helt særlig plads i danskernes hjerter. Nu tager vi et kærligt livtag med klassikeren i en ny, stor musicalversion, hvor vi også digter videre på historien og ser nærmere på, hvordan livet har formet sig for forestillingens elskede eksistenser efter tiden på Haveje.