Nyheder

Stemningsfuld julekoncert med kendte gæster

15. november 2017

Dahl På HackTirsdag 12. december byder radiovært Søren Dahl endnu en gang velkommen til én af julens hyggeligste traditioner, nemlig julekoncerten i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

‘DAHL på HACK Julekoncert’ er en skøn blanding af kendte gæster, juleanekdoter og livemusik. I år er det blandt andre Jacob Haugaard, Michael Falch, Hush, Amalie Dollerup og Tom Kristensen, der sammen med en veloplagt Søren Dahl vil sikre julestemning i rigelige mængder.

Titlen har ændret sig, men formatet er det samme som tidligere års ‘Cafe Hacks Julekoncert’, og med Søren Dahl i spidsen er der som altid garanti for hjemlig hygge, gode samtaler og musik i lange julebaner.

Snakkesalige og musikalske gæster
Søren Dahl får besøg på scenen af en række kendte og talentfulde danskere til en snak om livet, glæden og julens traditioner.

Flere af gæsterne er multitalenter, der har prøvet kræfter med flere forskellige professioner. Jacob Haugaard kan eksempelvis både kalde sig komiker, sanger, komponist, skuespiller og sågar tidligere medlem af Folketinget.

Amalie Dollerup startede karrieren som barnestjerne i TV-serien Strisser på Samsø, og har senere spillet en af hovedrollerne i den populære serie Badehotellet.

Hun er lige nu aktuel med en række intime julekoncerter, der kan opleves rundt omkring i landet i december. Racerkøreren Tom Kristensen har i år udgivet en selvbiografi, hvor han for første gang fortæller om sit liv og sin lidenskab for sporten. 

Søren Dahl skal også have en lidenskabelig snak om mad og julens gastronomiske goder med kokken Morten Nielsen fra Mortens Kro, og så kan det kun blive underholdende, når komiker og musiker Jan Svarrer kommer forbi med sit budskab om, hvordan humor kan skabe større livsglæde.

Endelig byder julekoncerten selvfølgelig også på masser af musik, og det står ingen ringere end Michael Falch og duoen Hush for - suppleret af Nordjysk Pigekor, der med nogle af julens smukkeste sange vil sikre aftenen den helt rigtige stemning.

Kort sagt kan publikum forvente en rigtig julebasker i Aalborghallen.